Jeg har en lang liste af ting skrevet op, som er noget jeg gerne vil prøve at lave. På listen var disse “Tigelle” – som er et italiensk pandebrød, som fyldes med pesto, mozarella og/eller lækre skinker. Så vidt jeg kan se, så findes der specielle brød-jern som brødene bages i.
Min version er dog blot til en almindelig pande 😉
Du skal bruge:
500 g tipo mel
250 ml mælk
125 ml vand
3 g tørgær
2 tsk salt
Fremgangsmåde:
Bland mel og tørgær.
Mens du kører blandingen på røremaskine, tilsæt mælk i tynd stråle.
Tilsæt vand – lidt ad gangen, det kan være at du ikke skal bruge det hele.
Tilsæt salt.
Dejen er klar, når den slipper siderne af skålen.
Kom husholdningsfilm over skålen og sæt den til hævning i 3 timer eller indtil den er dobbelt størrelse.
Del dejen ud i 4 stykker og rul den med kagerulle til ca 1 cm tykkelse.
Dejen skal udstikkes i ca 8-10 cm diameter.
Lad dejen efterhæve under klæde i 30 min.
Varm en non-stick pande op mellem-høj varme. Kom dejen på. De skal have 10 min – vendes hver 2 minut.
Spis dem lune med fyld.
Ps: kan med fordel fryses og så en tur i toaster inden de fyldes.
Velbekomme